ALENE

Der suser ned en kveld paa jorden

derude i den mørke vaar;

en aften vandrer gjennem vaaren

saa mild, umælende og saar -,

og fyldt af sus fra aftenrøder

slaar ind mit vindus lille seil,

- og der er lys - en nellik gløder,

og stuen flygter i mit speil!

Den lille aften foran lampen

med nelliken i vaargrøn lind

og trevlerne fra pipedampen

og fattigdom og mager kind -

den ungdomsstemning, dyb og stille,

som jeg i aften eier givet,

og lever, haabende mod andet,

skal engang dæmre angst i livet - -

Engang, i fremtidssorte nætter

skal stille langs mit lys sig skynde

et nellikskjær - og løv, som sprætter

i haabets bitre unge ynde, - - -

den skal ei være til at gribe,

den fryvils lille sommerving;

den slukner i et streif, en stribe

med bud om alt og ingenting!

*

Men der er deri ingen lære,

og ingen Panacé man har -

i det man er, der maa man være;

man kan ei være føre var

med det at aande og at leve

af al sin kraft i livets strøm

for saa engang i angst at bæve