ANGELUS

Jeg gaar forbi en kristgaard, hvor graastensgjærdets orm

har slaat sin kreds om dem, som vel er farne,

hvor lykkens sten-penater er lagt i korsets form

paa evighedens endelige arne.

Og længer hen er klungtorn og eketrær og eng

med stierne i timian begravet,

og endnu mer i syd som fin og rødlig streng

bag aftenhvide æblehaver havet.

Jeg staar, hvor skogen stanser; jeg staar og stirrer blindt

paa sommersjøens slængkys over sanden -

det dufter gjennem hjernen af havets hyacint,

som vasker sit bølgebed mod stranden. -

Men længer ind i skogen staar ned et gyldenskin

og peger paa et muld ved mine fødder

saa fint og kraftfuldt aaret af lyst linneaspind

blandt eketræets sommersorte rødder:

Hvor stedmorsblomsten sænker paa buet stilk et blaat,

et natteblaat med hvide, bly planeter,

og det er maurens himmel; men samles i et slot

staar kongelysets maane-minareter.

I skjæret sværmer humler som gnister fra sit bol;

men skogviolen rødner i sin blaane,

og løvetanden luer i græsset som en sol

og ved ei den skal gustne af til maane!

Hvor denne havsens store og røde aftensol

kan aabne dulgte blomstersvælg og munde!

En blomst sprang ud i skogen: Det var en gjøg, som gol -

slik vilde blomster gale, hvis de kunde!

De spidser sine læber i kor til aftensang;

slig staar de lydløst gabende og synger -

mens skogens yndig bortgjemte blomsterklokke svang

sit angelus for disse blomsters klynger!

"Gud himmel, hvor det synger, det fjerne røde fjun",

det hvisker hæggen i sin grannes øre.

"Den blomst maa jo ha blade, forundrede som dun;

for at det er en blomst, det kan man høre!"

Men vinden med sit milelange, sølvklare skjægg,

som svam forbi, en trøst i farten slængte:

"Det skorter den paa legeme, du gyldentunge hægg,