ENSOMHED

Her kan man intet gjøre.

Venner kan intet høre -;

jeg har en høieres øre:

Ensomhedens selv.

Alt kan dens øre fange:

længsler, som gjemmer sig bange,

klange, som hæmmes i klange,

skjælv, som forgaar bag skjælv!

Tankernes streif mod hinanden

dér, hvor de lydløse glider

med tæt tilhyllede hoder

i mørket, fra henfarne tider!

*

Velan da, I venner og vidner -

jeg saa Eders lande blaane,

jeg saa Eders aasyn graane -

forsvind med Gud, forsvind - -,

Thi midt i uendelighedens

døve, gravøde verden

møder mig ensomhedens