Og maanen var sygelig stor
og blaa og vaarlig dén nat -
og op mod dens skjønne skive
laa æbleblomstgrenen mat.
Den skjalv i lys og i vind,
den drømte ved maanens kind
om æventyr, om hvert æventyr,
som lyser i maanens sind!
Fra maanen strømmer det ud,
alt drømmerens tidsfordriv,
og selv den stiger paa hvælvet hvid
og glædes ved slægtens liv:
det syslende liv blandt løv, - -
men helst i vand mellem siv
den dypper tilbunds sin hvide finger
og rører i bundens støv - - -
O herre, da myldrer de frem,
de sandbegravede liv,
som hviler bundne i doven dvale
ved roden af hvert et siv - -;
blot ved det mindste stød
af tryllefingerens negl
smægter de perlende of af bølgen
uden at kløve dens speil!
Og sivets farlige krans
staar som en stille rand
af fine, forglemte tempelsøiler
med skygger i helligt vand!
En tjernliljes hvide kurv
er tag paa en pavillon -
staa stille! Saa hæves den helt af bølgen
med zir og søilebalkon!
Og henover søens speil
dupper der store møl
med maaneskinsmuld paa fine vinger -
Fabel-fryvil af sølv!
Men hist paa det lave bjerg,
med hop over blomsters baand
fanger en dværg forsigtig straaler
og drikker dem af sin haand