MORGEN

Mit kammer er nærmest morgnen

af alle de rum, jeg ved -

der spiller saa tidlige sole

paa væggenes blaa tapét;

hér er det, de første sjøer

af sol over østens strand

sætter et stænk paa væggen

med glødende, gyldent vand - -!

Og taget over mit hode

vaier paa vinger baaret,

og rundtom en kartlagt klode

ser jeg figurer af aaret -

aarstider øiner jeg vandre

med duer og stolt fasan -;

dér bider af bly guirlandre

den ømme pelikan!

Men nu blir det liv paa puden,

for du stikker ud en taa -

vil bare ta syn fra ruden,

hvor syden vel er blaa!

Jeg ved jo, hvor godt det smager

at træ med de bare ben

hen over solrøde flaker

paa gulvets tætte sten!

Saa hopper du ud i solen

i nattens silkeskrud,

solgul i englekjolen

som lige foran Gud - -

Du svam som en engel i natten

op til en morgen sval,

et skinnende himmerig, hegnet

af glødende hanegal!

Og snart staar jeg stille indvéd

din blændende skulders rund;

vi sér gjennem solens vindve

og ind imot himmelens bund!

Aa hør, hvor de sølverblaa byer

vasker mod himmelens lande

ind mod forgyldte byer

paa kimingens æter-strande!

Men elskede, denne morgen,

som lyser i trærnes vaar,

den er - ja den er som taaren,

der hænger i øiets haar!

Og førend du sødt kan spørre,

hvad graad ved natten har, -

er morgenens øine tørre

og dagen nær og klar!

Min elskte, en anden morgen

som hæver sit lys i det fjerne -

en morgen, som bruser og lyser

himmerigshøit og trær'ne!

Duerne venter og trodser

fortryllede tidernes gang -

sagn-pelikanerne fraader