PSYKE

Saa sér jeg dig altsaa atter

mit lille basin!

men nu er der frosne matter

paa blomsternes eng. -

Og skavler af gyldne blade

er rimet fast,

der svalerne brugte at bade

i straalende hast!

Men trods at den skumrende haves

knokkeltrær

bander ved stormen og maanen,

at nat er nær -

saa sidder i dammen bag sivet

foruden værn

fortryllet, forglemt af livet

en Psyke af jærn.

En Psyke, som nøgen og liden

blæser sit straa

uden en tanke for tiden,

som mørk staar paa - - -

Dens kropp med de fine arme

er sommerbar:

paa ryggen er vinger varme,

som sol der var - -

Den blæser sin fløite, skaaren

i flammende aar -

det evige krav paa vaaren,