Det suser i skogenes fjerne trær
og sletterne toner i vigende sang!
Ta landene, elskede - dine de ér!
Jeg skjænker dig lykken for anden gang!
Jeg løser dig fri af vort fattige baand;
jeg eier paa haanden forgjættede land, -
er godsbesidder med gavmild haand
i kraft af at være en fattig mand.
Forunderlig salig slig herskermagt!
Og lysten og lykken, de rødmer af skam;
for nu maa de taale at skjænkes fra ham,
hvis veie de veg med saa kold foragt.
Men selv er jeg konge, vemodelig stor -
jeg viser med haanden mod sødmernes haver;
al verdens lande, hvor jeg ikke bor
udstrør jeg blek - som gaver.