STROFE

Og netop, som de kastet sig ud paa vingen

de trækkende gjæs, de svaner, lærker, svaler

fra Nilen og den høie Ptas portaler -

saa jeg en nordisk lind blandt sne og stene,

bøide en gren og slap den, saa det raste

et skred af lys gjennem alle de tomme grene!

Tusinde knopper tøiet de tørste hoder,

aabnet de grønne neb med spidse tunger

mod den tidlige, ødsle, gyldne moder - -

gabende frem saa fugleunge-blinde,

komne paa gren, før nogen fugl har sunget -

trækfugle vel fra dulgte land derinde -

derinde i vintersevjernes skjulte Syden,

fra strimer af dunkel orient og sommer,

der saftens hellige Nil i grenen flommer!

- - -

Herlige møte for mig i foraarsgyset!

Knoppernes lubne rygge straaler, svømmer

paa fine, grenede fár igjennem lyset - -

Og imod mig, som spør: hvad kan jeg gjøre,

summer det i et mylder: "væk af solen!"

Lyt gjennem maanenætterne, skal du høre:

høre de andre fugle fra andre lande

trænge som levende knopper gjennem natten

og spile de hvilte vinger imod dagen -

og ogsaa vi maa møde paa fine vinger,

men véd du, kjære, hvor blomsterne langs trærne

rykker i roten og selv vilde flyve gjerne -?

flyve fra gren til gren og selv fornemme

som fri og flyvende fugl i maaneskjæret

sin elskedes neb og fine dun og stemme!

Men vi er fastgrodd, og til frugt fortørket

hænger vi selvdøde hen, og uden møte

synker vi alle glødende ned i mørket - -

Men dybt ved drømmenes fjerne aa derinde

myldrer der slægt af os, smaa badende kimer,

som nyder den evige sommers korte timer; -

ved livets egen, kjære, hellige kilde,

bagenom mørket, sidder de hen i sivet