TJERNET

Der laa et tjern og tænkte

i eventyrets skove,

som kveldguldstille skjænkte

det skygger til at sove.

En gammel bargran gumlet

bag lav paa et og andet,

men skvatt, da vips der tumlet

en nymfe ud i vandet.

Tilbunds! Men op hun gynged

i midten af en lilje,

som snehvid lynsnar grodde

af tjernets bølger frem - -

Og net og rask hun rodde

sig løs af liljens blade,

som skummede og suste

med hvid og graadig brem.

Hun ror i fine strimer

og kravler snart bag blomster,

mens tjernets taarer triller

af snehvid gaasehud -

og til sin lænd hun napper

et slør af kveldens taage

og fæster skjævt til haaret

en sikke - alt sit skrud.

Og sine rosenfødder

hun kipper ind i myge

blaagule torskeflabber

og tøfler let afsted - - -

hun har en haaret herre

med ibenhorn i panden

og røde djævlekrøller

fordulgt i krattets fred!

Og vips saa er hun borte

bag nypens æreporte,

og vips saa er der stille

til tjernets søvnblaa bund.

Men om en liden time

der glir en snehvid strime - - -

da er det, tjernet suger

sig op mod maanens mund

Men maanen, som har seilet

langs skogens lange aaser,

den vugger rund i speilet

med natkold, frossen glød - - -

Et andet bad er dette,

end da den lille lette

levende lille lette