Mine venner, merk jer mit gyldne ord,
et ord saa klingende rigt: Jeg bor!
Jeg bor i en stue med vægge om,
mit rum har tapeter med roset blom -
en ørliden, blondet dug paa kommoden,
og oppaa en lampe med sløife om foden,
som kveldstider netop lyser saa sart,
at sammen med sommeren rummet blir klart!
Og billeder har jeg: to hunde som gantes
saa ædelt og sorgløst bag glas og ramme,
- og ét, som er gulnet, som skildrer af:
mod takkel og blaanende middelhav
en sortkrøllet sjømand - Edmond Dàntes!
- - Og selv om mit bordtæppes fløiel har røtet
og sofaens kaliko virker lidt bøtet
og drikkekaraflen er gulnet og tom,
saa bor jeg da inde, med vægge om - - -
Omsider, omsider saa bor jeg da inde,
hvor døren kan stænges indenifra -!
Jeg aander Guds fred paa hver ting herinde,
hvor himmelens vinde gaar til og fra - -
og vindvet er oppe - dybt ned er gesimser,
som skjuler den verden, som buldrer og vimser;
hid naar kun en solsommeraften, som aander
sin ild i gardinernes blonder!
Ja, nys var det sol her, som flakket og gjønet -
en ildpøl, som spruttet og brændte i mønet
paa brandmuren dér til en leiekaserne; -
nu staar der en sommerlig, lyserød stjerne - -
Og tage bag tage! En fredelig pæl,
og nedad saa dybt, at én slaar sig ihjeæl?
Ja, netop i sligt et kot kan jeg passe,
saa her skal der skrives en masse!
- - -
Hvor kan det dog ske, jeg alligevel sturen
omsider forlader mit hybelpalads
og gaar mig en enslig tur i naturen,
- det er: Et par popler paa Eidsvolds plads -
en række løvtrær i klippet vang,
to laurer i potte udenfor Grand
samt sidst en asalia, rødlig og krøget
i Meyers rude paa strøget - -?
Fra Drammensvei-høidernes rand er rundet
et blindende, blændende solefaldsspind,
et kingel af døende lys er spundet
fra lygte til lygte, fra lind til lind,
saa popler og haver i solrøgs skrud
og trikken, som lyner i linjer ud,
blir til et eventyr midt i hjemmet,
tusindaarstaaget og fremmet!
Støvet i sol staar Theater-moskéen;
skrifttegn af ild paa dens buer jeg sér -
Hurier glider i Sole-alléen - -
Jeg gaar og gløder; thi meget vil mér.
Og aftenen blaaner og strøget blir tømt;
jeg sidder paa bænken og fremsier ømt
inderlig grebet og saar og betaget
det bedste af det, jeg har laget.
Og snart er jeg indenfor stængte døre
høit over aftenens blaanende trær. -
Jeg kan ikke skrive, for dybt i mit øre
svulmer en latter, saa pigelig skjær -
den sødeste stemme, som roper efter:
"Gaa-hjem og bo, da, af alle kræfter!"
Og hun har ret - for paa mandag ender det!
Jeg sidder paa stolen og bor, saa jeg kjender det!