VIGILIE

her er ei glans og saare lidet varme!

Men lave lys er ganske tidlig tændte

langs alle askens broncemørke arme -!

Hvor de er grønlige, som alterbluss

i dunkel helligdom, og de er stille,

med sine veker dybt i ædle oljer:

Jeg tror de kunde slukkes, hvis jeg vilde

Men denne rand af lys vil vaaren værne;

for blussene vil blaffe op i fliger

og løbe gult om frugtens fine kjerne - -

og naar saa somrens dønning i dem stiger,

da vælder gyldne lys fra skogens stage

de store solbetagne sommerdage!

- - -

Nu er der vaar og morgen her i skogen,

og dagen damper blekt med vaarens ruder,

og langs de mørke, broncesvære staker

ligger som gnist ved gnist de lave luer -

og derfor er her morgenmørkt i skogen,

vigilie under askens skjønne buer!

- - -

Jeg selv er kanske morgensakristanen.

Søvndrukken tasser jeg paa maa og faa,

og aander paa den nattenakne bronce

og myser op mod helgenrudens blaa:

"Mon ikke nu bag blaanet glas derude

fuglende driver ind, af syden fløine?

Jo de maa være bag den matte rude,

og de vil bruse gjennem vaarens glar -!"

- - -

Men endnu efterglemt fra natten siver

dens kolde fosfor efter aller grene.

Hvo véd, hvad salighed en aand bedriver,

naar den har hvælvene for sig alene - -?

Hvad kan vel aarets store herre mene

med denne blaa kontur, han fint befølger

langs hver en kvist paa trærnes glasne stammer,

saa haven samlet i et blaa-lys bølger?

Tilvænner han de vintervalne grene

med drømte tyngder, førend somren kommer -

og ser om trær, som kunde vintren bære,