Og Lillen sagde: "Ja, jeg er dig kjær;
men mine former - - de er smaa og svage,
og jeg har hørt, at mandfolk alle dage
har trang til - yppighed og alt det dér - - -"
Men jeg, jeg kysser hende vildt tilro:
"Der ér et billede, som netop træffer; -
du ved ei, hvilken skjønhed der kan bo
i sydens yndefulde basrelieffer!
De er saa skjønne; thi de viser stille
i blinde linjer alt, en kunstner vilde - - -.
Du er et lidet basrelief lig dem,
jeg altid tydde til i kunstens hjem,
naar jeg var træt af disse golde former,
som skinnende langs brede gavler stormer -
en fin og dæmpet sang, som en fik ridse
i parisk, gyldent marmor som en skitse -
dén blev min redning altid om igjen -,
og hér er du det billed, lille ven!
- - -
Men basrelieffets lille lykkeblik -
det følte jeg i hjertet som et stik.