Et brustent portræt af en død jeg saa
i daguerrotypets violne blaa -
Dybt under glassets skimrende bulker
et indestængt solskin fra fortiden hulker.
En lue af lys, som forlængst har berørt
en skjønhed om kinden, er samlet skjørt
med varme og væsen af hende selv
til mer end portræt, bag det slebne hvælv!
Saa hænger i aldre den bly oval
paa blomstertapet i en gammel sal.
Det levende sollys, ranet fra døden,
stirrer forpint imod morgenrøden.
Men alle er gangne, du snehvide søde -
du minde! - enhver som kan mindes, er døde!
Kun jeg er tilbage, skjønt ung af alder -
dog nei, imod guldrammens runding falder
en hensmuldret bue af vandklare blommer -
et bud fra en storøiet, gammeldags sommer!