FORBLØDNING

Nu mumler lyset de sidste ord.

Snart hvisker det blot i sit bløde sprog;

et svindende ganske flygtigt tog

af noget forunderligt vandrer,

vandrer afsted gjennem vindvets port - -

splintres og glimter ugribelig bort - -

- - -

Lavere mumler dagen.

Dens slatter supes af mørkets mund,

som presses med blodige læber

op imod vindvets rund.

- - -

Og et forfærdende ansigt

staar pludselig bøiet mod mit glar -

en død verdens pande

luder med hvide øine

indover det, som var - - -

Blomster i vindvernes skjønne porte

blir til forkullede lig;

Liljerne svaier, sky og sorte

ind under blondernes flik

- - -

Gardinets deilige flor,

den sidste drøm, hvori dagen

rødmende hang i perlemor,

blaanende svang, da hén den fôr,

blir to af gravens lagen!

- - -

Hedere end af nogen ørkens sol

forkulles blomster i denne dunkle tørke;

foran det hele sidder jeg i en stol