Dér, hvor det nederste lange
lak-røde bord var tomt,
sad jeg mangfoldige gange
med hænderne foldet, fromt.
Duppet i søvn, mens solen
fra foraarets baal derude
bakte og brandt i reolen
gjennem en blændende rude!
Bog maatte til paa pulten,
og det var forresten skade,
for Gud hvor jeg altid blev sulten,
af disse fortørkede blade,
og øiet blev rødt av træsnit
af skjold og spænder og spyd
og hytter af halm og palmer
og stillehavsstammers pryd!
En brandmur graaner i gaarden;
der ringer en klokke etsteds -?
Den straaler sig ud i vaaren,
en egen, krævende kreds -;
den tyndslidte staal forkynder
klimprende hén for sig,
at noget af vegt begynder
som slet ikke angaar mig!
Monstro var jeg lykkelig blevet
bagenom bjældernes hegn?
Burde vidst helst ha strævet
i ly af en madklokkes tegn!
Men hvad blir en jordbøid bjælde
med spjættende, spinkel klang,
naar hjertet tar til at vælde
hele mit blod i sang?
Naar hjertet ringer i brystet
og slaar med sin blodige knevel,
trukket med tause touge
attter og fram av en djævel -,
indtil det skidne skimmel
af uld om mit enslige bryst
dækker en duvende himmel
smertelig svanger af lyst!
Saa smaat blir da bordene tomme,
og lakket blir rødt som skarlagen -
Middag er netop det tomme
tærende tidsrum paa dagen,
da solen falder i flaker
indover bøgernes lass
og gulvene piper og knaker
af folk, som forlader sin plads.
Og kvelden blir gul derude,
staar skraa paa en martsgraa væg -
om hjørnet piler en pige
og viser en mager læg
og stræver betat med kjolen,
som vinden har fyldt og spændt, -
en isklump ligger i solen
i ild og aften tændt!
Da løfter jeg heftig hodet
og sér mig hovmodig rundt;
i kinderne stiger blodet
brændende bittert og sundt.
Dér sidder minsandten der nogen,
ogsaa med haand under kind
og gjør som han læser i bogen,
men piller ved bogens bind!!
Min eneste fælle, la os
vandre en trodsig tur
mod foraarets flammende kaos,
vi vekster af vild natur!
For selv om de vekster ikke
saar eller høster til hjem -
saa sørger alligevel ikke
den himmelske fader for dem!