Novembernat

Og maanen slynger en glødrig sommmer,

som spiller blank paa den hvide sne

og tænder de blinkende vinterblommer

langs alle grene

rundt i det ribbede, tvære træ.

Fra luftvulkanens vaarlige esse

gløder der mægtig og samlet frem

skjærsommerdage sammenpresset,

efterglemt ild

fra dage, som døde med løvet og græsset.

Ja solnedgange fra svundne dage

strømmer fremdeles denne nat

i maanens guldklode, der den ruller

udødelig sommer

over et Eden af ishvide blommer.

Et Eden af rimkolde morgenskove

straaler sig af i fjernenes blaanen.

- - Kun livsens træ, kun rognen Rø,

som ikke vil dø,

gjør evig sommer sammen med maanen.

Slig ruller maanen i himmelbunden

i flammer af dag, mens rognens roser

synker som mørkerøde solglød mod grunden

gjennem den skjære