PROMENADE

Vi gaar en tur i maigul sol,

og i min frakk er stukket ind

blandt syreblad en blaa viol,

som frisk og flott agerer min,

men som i stilhed blev tat med

til en, som kanske vilde be'.

Du gaar og stirrer lige ud -

et smil gir sødme i din hud;

men ser du lønlig op i skjul,

der fins ei blaalig sommerfugl,

som rører nogen mere blidt,

som streifer blomsten saa saavidt,

men bare ved det blotte skimt

gjør et forskrækket vingesving -

og kantrer blændet i et glimt

mod sol og luft og ingenting,

indtil forblommet frelst den sad

bag øienlaagets rosenblad.

Men i din vare, varme hud

slaar blodets himmelroser ud,

saa selv det lille blanke smil

forliser i forvirret rødt

og jeg kan se paa din profil,