UNDERVEIS

En underlig vemod slog ud i

min elskedes deilige træk;

hun sad ved mit knæ og hvilte,

men vendte sit ansigt væk;

der løb gjennem øienbrynet

et skjælvende, sjeldent gys,

og skinnende dybt i synet

stod fjerne og skuende lys!

Og hele min glæde forstummet,

som fyldte mig, hed og stor;

saa isned det til i rummet,

- og saa blev der haarde ord.

Da bøied hun sig tilbage,

saa paa mig blek og smilte; -

tankefuld atter hun lagde

kinden tilro og hvilte.

Da lo der en frost i mit hjerte,

fordi hun var ny og sær - -

jeg glemte at føle mig ydmyg

ved det, at hun dog var nær -

glemte, den haand, hun pressed,

dog var i evighed min -

min, hvor i verden end sværmed

hendes forundrede sind!

Jeg rykket min haand fra knæet;

men lokkernes guldflom gled,

blidt, som var ingenting skeet

udpaa mit haarde knæ; -

og hadet steg op og stammed

i strupen og vilde mig kvæle -

Hun laa der og drømte som lammet

ind imod livet - det hele - -

"Tæve", det skreg jeg i smerte -

Hvis var du nu i drømme?

Altid saa var dine kjærtegn

smertelig spilte og ømme -

Aa, jeg blir dyr af den vemod,

som ligger og dør i dit smil;

for alting blir had og brynde

i denne vellystige tvil - -!

Jeg reiste mig rak, jeg stødte

min elskte fra skjødet vildt - - -!

famlende fandt hun sig støtte,

- saa sagde hun tonløst, stilt:

"Jeg elsker jo dig, du kjære -

mit liv! - jeg elsker di saa - - -;

men verden er fuld af drømme,